Walkers er en udstilling med værker produceret af deltagerne på Anne Marie Carl-Nielsen Program for kunst i offentlige rum, et nyt 1-årigt overbygnings- og efteruddannelsesprogram ved Det Fynske Kunstakademi.

Udstillingsperiode 8 juni – 28 juli, 2023

Dagmar Moldovanu
Conduct, 2023
Pulverlakeret rustfrit stål

Værket Conduct af Dagmar Moldovanu er et omvandrende puslespil, som væver historiske og ontologiske referencer sammen. Med afsæt i det 19. århundredes teknologi omhandlende elektromagnetisk telegrafi, og til lokale elbokse i byrummet. Gennem sprog og objekthed, til repræsentation og eksistens i det virtuelle, ankommer værket som en eksistentiel element-kompost, tilberedt og fortættet til to mørke huller i en græsplæne over for Det Fynske Kunstakademi.
Conduct er fysiske gengivelser af emoji-versionen af huller, elliptiske, præcis som de vises på vores skærme. Selve plænen fremstår som en generisk, rudimentær stedfortræder for naturen. Blot en overflade, hvorpå der kan laves huller.

Ved at bringe det virtuelle ind i det fysiske, på en gensidig, måske endda sammenlignende akkord, udspørger Moldovanu, hvad der er virkeligt – og på hvilke måder det er virkeligt. Nogle af os kæmper stadig med at inkludere virtualitet i den konventionelle virkelighed, mens andre har sværere ved at acceptere og tage den gode gamle verden for pålydende. En emoji formidler en forsimplet følelsesmæssig reaktion, der både er specifik og tvetydig. Den eksisterer i en virkelighed, hvor ethvert tegn og kommunikation kan vendes, og vi står tilbage med en kvasi-forståelse af, hvad det virkelige er, hvilket til stadighed kan være både kraftfuldt og meningsfuldt.

Med analogien om et hul manifesterer Conduct også nærmest et fravær af skulptur, fordi intet kan visualiseres, kun beskrives med sprog. Ex nihilo nihil fit, som man siger.
Sproget tager over, hvor det fysiske stof ender. For den professionelle forstås et sort hul fysisk, matematisk. For os andre kan det kun forstås, når det oversættes til lingvistik – poetisk, beskrivende eller i en anden grad. Men muligvis kan begge måder reduceres til nogle dusin pixels i et chatrum, for at tydeliggøre at vi ved hvad vi ved, og bag begivenhedshorisonten for vores fuldkomne forståelse er der absolut ingenting.

dagmarmoldovanu.com

Thea A. Käszner
Freunde! Seht! Fühlt und seht Ihr’s nicht?, 2023
Kobber

Det er ofte ud af hverdagens trivialitet at de dramatiske følelser har deres udspring. Med bagsiden af en cykel- og skraldeskur i Odense Havn som en scene, har Thea A. Käszner skabt en installation der forbinder de store følelser med det ordinære.

Store dråber formet og bøjet i kobber hænger tilsyneladende uorganiseret på væggen. Men ved nærmere eftersyn opstår der en velkendt logik mellem de irrende dråber og skuret fremstår pludselig som et partitur, hvor dråberne hænger som noder. Når regnen rammer dråbenoderne, er værket selv i stand til at producere en meget intim lyd, men sammen optegner de også en specifik sætning fra den sidste akt Liebestod i Wagners romantiske tragedie Tristan & Isolde.
På tysk lyder stykket Freunde! Seht! Fühlt und seht ihr’s nicht? som på dansk betyder Venner! Se! Føler og ser I det ikke? Det dramatiske spørgsmål runger mellem det praktiske skur og det nyudviklede bymiljø omkring Odense Havn. Sætningen henvender sig direkte til de folk der bor og bruger området til hverdag. Som et dagligt, højdramatisk spørgsmål spænder det sig ud mellem hverdagens liv og operaens store følelser og på en måde råber folk op til kamp.

Men samtidigt strækker det sig også ud mod det omkringliggende vand i Odense Havn, hvor vandstanden vil stige lokalt såvel som globalt, lydløst og foruroligende. Her får den smukke desperation i Wagners tragedie nye betydninger på tværs af socialitet og klima. På tværs af det trivielle og katastrofale. I forlængelse af dette og værkets kulturhistoriske reference, peger kunstneren på hele området, måske endda hele det offentlige rum, som en slags scene. Et greb der italesætter den måde vi som sociale mennesker performer i det offentlige rum. Den måde vi ser og oplever os selv blive set, lige så meget som vi betragter verden og menneskene omkring os.

theaakaszner.cargo.site

Martha Hviid
Surface Tension, 2023
Pulverlakeret stål

Odense Friluftsbad er et sted med en væsentlig lokalhistorisk betydning. En institution med en social, kollektiv hukommelse, der har lagret sig i stedet gennem 90 år som badeanstalt. Selvom friluftsbadet har fornyet sig, i takt med at menneskers behov og den generelle badekultur har fået nye betingelser, er stedet også en folkekulturel tidslomme, der går en usikker tid i møde.
På en lille græsophøjning ved badebassinets side, rejser Martha Hviids værk Surface Tension sig seks meter op i luften, som en skulpturel, elementarisk livredder, der våger over de svømmende badegæster og stedets historie. Lavet i pulverlakeret stål på en metalmast, står værket som en cirkulær tredimensionalisering af fysikkens beskrivelse af begrebet overfladespænding. Som en stregtegning bøjet i stål beskriver værket hvad der sker, når vand, masse og tyngdekraft sættes i spil og der opstår spænding.
Værkets beskrivende tegn kan også aflæses som en badegæst i bevægelse; en udspringer, et barn der plasker, eller måske en svømmer, der netop bryder vandets overflade med et armtag i den fysisk avancerede disciplin butterfly. Dermed peger Surface Tension på den underliggende fysik, der med usynlig hånd grundlægger vores virkelighed og betinger alle vores fysiske aktiviteter. Overfladespændingen afspejler sig i selve badets fysiske og sociale bevægelser, med et symbol der ligeledes transcenderer den historiske tid, der er til stede i friluftsbadets æstetik og form. Surface Tension eksisterer som en manifesterende påmindelse om, at fysikkens grundlæggende betingelser er uforanderlige, men alt det, den berører af menneskelig og social aktivitet, forandrer sig konstant. Et testamente til den vitale spænding mellem menneskelig ånd, kulturel udvikling og hård videnskab.

marthahviid.com

Karl Eivind Jørgensen
Pore, 2023
Træ

Under broen, hvor Albanigade krydser Odense Å, ligger skulpturen Pore af Karl Eivind Jørgensen. Værket strækker sig over hele bredden af det 25 meter lange broparti. Som en beholder, et lavt kar eller afløb bygget i træ, forholder værket sig direkte til dets lokation under broen. Stedet kan siges at være et såkaldt non-space, et ikke-rum omringet af mobilitet og flow fra trafikken af fartøjer på broen ovenover, fodgængerens slentren langs åen og vandet der flyder i et stille, konstant tempo. Hvilke ensrettede og modstridende energier akkumuleres der her, i dette skæringspunkt at forskellig mobilitet? Med stedsspecifikation og materielt udtryk, udveksler Pore gensidigt nogle af disse energier med de fysiske rammer.
Rummet under broen kan betragtes som et infrastrukturelt biprodukt og ved at tilføje skulpturens abstrakte funktionalitet, får stedet nye betydninger. Skulpturens materiale mimer det rå udtryk af underbroen, men samtidig er værket fritaget nogen tydelig monumentalitet – det balancerer snarere mellem industriel funktion og noget lyrisk, mellem det praktiske og det poetiske. Mellem konventionel nytteværdi og abstraktion. På den måde fremstår værket som en accelerator af den æstetik, der allerede eksisterer i så mange af byens utilitaristiske rum. Værket undersøger kapaciteten for et non-space og foreslår, at offentligt rum ikke nødvendigvis skal være funktionelt fra starten, men at brug og betydning er noget, der skabes og udvikles over tid, i takt med at sociale behov og tilstande forandrer sig. Mennesker formår altid at finde betydning i det umiddelbart ubetydelige. Og en af skulpturens roller er måske at give form til denne metafysiske kompleksitet; at være beholder for de energier, der skabes i relationerne mellem subjekt og objekter. Mellem mennesker og offentligt rum.

karleivind.no

Davide Hjort
Tenderness increases, 2023
Plexiglas, lyd

Hvilke kroppe og sjæle får plads i samfundets institutioner? Dette spørgsmål behandler Davide Hjort I Ansgars Kirken hvor kunstneren har skabt en glasskulptur i plexiglas på et af rudepartierne. Som et modspil til den traditionelle glasmosaik, er værket tredimensionelt og plastisk og bevæger sig ind og ud af ruden som en stivnet bølge, der forvrænger alt det, der findes på den anden side af kirkerummet. Lyset changerer legesygt og solens stråler splintrer kalejdoskopisk igennem det bølgende glas og lander som lysende krystaller i kirkens indre rum. Med den poetiske behandling af lyset skaber værket en membran, et fysisk filter, der subtilt binder det åndelige tilstedevær til kirkens fysiske rum.

Værkets strukturer er lavet efter positiver formet i ler af kunstnerens hænder, hvilket skaber en stærk forbindelse mellem det bløde, organiske udgangspunkt og det hårdt bøjede plexiglas’ stringens. Værket fungerer som en beholder af lys i det åndelige rum og reflekterer over menneskekroppen, som en beholder af sjæl, tro og queerness. For at understøtte dette kropslige, fysiske aspekt, har kunstneren komponeret et lydværk på kirkens orgel, der tager hele instrumentets lydspektrum i brug.

Denne usynlige krop, som er til stede i både glasset og lydværket, peger direkte på tilstedeværet af den åndelighed, der er så tæt forbundet til kirken og troen. Samtidig er den ligeledes en manifestation af queer personens ret til at bevare en vis gennemsigtighed – at ingen skal efterleve samfundets ønske om at skilte queerness på nogen specifik måde. Queerness kan være øjensynlig, tydelig, men også en tilstand uden fysiske betegnelser – ikke ulig troens præmisser. Med et ønske om accept af queerness og en invitation til at deltage i det ceremonielle rum, som kirken manifesterer, er værket en vertikal platform for en stille reflektion over overgangen fra en tilstand til en anden, for både mennesker og institutioner.

davidehjort.com

Sofie Brag
Clinging to branches for a temporary shelter, 2023
Stål, maling, lyd

Et sted langs Odense Å har en samling af skulpturelle væsner slået sig ned. Clinging to Branches for a Temporary Shelter af Sofie Brag er formet som en slags hårspænder i metal, men i stedet for at holde styr på langt hår, omfavner de de omkringliggende træer. Halvt opskaleret objekt, halvt alien treehugger i animerede positioner på nogle træstammer, foreslår skulpturerne at være i en slags dvale. Som har de selv valgt at slå sig ned netop her, på dette multifunktionelle sted langs åen. Deres levende virkelighed er frossen og blevet til et billede, vi kan gå rundt i. Et tredimensionelt billede hvor menneskekroppe tilføjer situationen bevægelse og vibrationer.
Skulpturerne er foret med filt, så deres kram om træet er nænsomt og ikke efterlader sig spor. Selvom skulpturerne bærer præg af en industriel formgivning, udviser de en organisk omsorg for den natur, de med al deres fremmedhed indgår i; måske ved de selv, at de er gæster?
Værket ledsages af et stykke musik, der kan scannes på en QR kode og afspilles fra telefonen. Musikken skaber en afslappet, døsig stemning; som en vuggevise, der inviterer os ind i skulpturernes lomme af virkelighed. Her er tiden suspenderet til fordel for en både drømmende og reflekterende meditation.
Værket kommenterer på nogle grundlæggende parasitære forhold omkring kunstens tilstedeværelse og rolle i det offentlige rum, og i en taxonomisk forlængelse heraf – menneskets rolle i verden. Med et kritisk, æstetisk blik på den kunstige natur Odense Å og dens omkringliggende bymiljøer selv indgår i, forsøger værket at starte en overordnet samtale omkring vært og gæst og alle de dynamikker, der her etableres mellem både modstridende og homogene parter. Med åen som et pseudo-organisk mellemrum i byen, befinder værket sig mellem det meditative og eftertænksomme.
sofiebrag.com

Alle tekster af Louis Scherfig

Programmet er etableret med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.